Hvor arbejdsretten primært fokuserer på kollektive forhold, tager ansættelsesretten udgangspunkt i det enkelte ansættelsesforhold. Det kan være den nyansatte medarbejder, der skal have gennemgået sin kontrakt, direktøren, som ønsker rådgivning om sine vilkår, eller lederen, der står overfor at skulle opsige en medarbejder og ønsker at gøre det korrekt, sagligt og lovligt.
Jeg bistår i alle faser af ansættelsesforholdet – fra kontraktindgåelse til fratrædelse. Det gælder både udarbejdelse og vurdering af ansættelseskontrakter, håndtering af klausuler, rådgivning i forbindelse med sygemeldinger og barsel samt forhandling af fratrædelsesaftaler, når samarbejdet ophører. Særligt i sager om usaglige opsigelser, diskrimination eller forskelsbehandling, har jeg fokus på at sikre klientens rettigheder og minimere de menneskelige og økonomiske konsekvenser.
Jeg har særlig erfaring med sager vedrørende ligebehandling (graviditet og forskelsbehandling på grund af køn i øvrigt) samt sager vedrørende lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandling grundet race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse).